Radioforedrag ”Mine Tidsbilleder” Udsendelse nr. 19 - udsendt søndag 15. nov. 2009 kl.
9:15 Fra
1641 - 1660 Giuseppe
Verdi: La Traviata Med musik fra Verdis La Traviata ønsker jeg lytterne velkommen til en rejse over flere udsendelser gennem "Mine Tidsbilleder." Dagens
rejse tager en lille times tid og er nr. 19 i rækken Mit
navn er Frede Lauritsen Giuseppe
Verdi: La Traviata I sidste radioforedrag hørte du bl.a. om: Drakenberg - søhelte Niels Juel og Thomas Kingo Vi
var på besøg i Taj Mahal - Oberammergau og på Valdemars Slot Og
du hørte om guldhornene I dag starter jeg med Danmarks kendteste heks skomagerkonen Maren Spliid fra Ribe. Marens forbrydelse bestod i, at hun havde spået skrædder Diderik en ulykke. Og så skete det, 13 år efter denne spådom blev skrædderen syg og kastede op. Det var nok. Maren Spliid blev dømt til ”bål og
brand” og blev i 1641 brændt
som heks på galgebakken. Med til historien hører, at Marens mand Laurids Spliid gav 32 skilling i skat, mens skrædder Diderik, som hun havde spået, der trods det han var slotsskrædder, kun gav 4 skilling i skat. Misundelsen nagede, og hævnen var hård. Der gik barske rygter om de hårde metoder, man brugte i Ribe: ”Du kan vær glad min søn, at du ikke blev
dømt i Ribe ret.” Han hang i Varde galge. Ribe var på den tid en by på 6.000 indbyggere, den var lige så stor som Aalborg og Odense. Verdenshistoriens største videnskabsmand er
han blevet kaldt den engelsk astronom, matematiker og fysikkens grundlægger
professor Sir Isaac Newton
(1642-1727). Han er født i 1642 og var udset til at overtage forældrenes landbrug, men Isaac
viste store evner på det boglige plan og blev optaget
på Cambridge Universitet, hvor han på rekordtid tog kandidateksamen. Isaac Newton konstaterede himmellegemernes
bevægelse, lysets natur, massetiltrækningen og tyngdeloven. Han blev adlet i 1705. Isaac Newton samarbejdet med Ole Rømer (1644-1710), arbejdede med
alkymisme, var optaget af Gud og spåede verdens undergang
i år 2060, så vi har da lidt tid endnu. Han var stærk handicappet af at stamme. Det fortælles, at han var så distræt at: ”Han kogte sit ur og tog tiden på ægget.”
Isaac Newton døde i 1727 og ligger begravet
i Westminster Abbey. Frankrig har haft flere prangende konger,
en af de mest prangende var Louis XIV (1638-1715) også kaldet ”Solkongen.” Han blev Frankrigs konge som 4-årig i 1643. Indtil han blev myndig, blev landet styret
af moren Anna af Østrig og førsteministeren kardinal Jules Mazarin. Louis XIV var kun 165 cm høj, men så smuk
med sit rødbrune hår, at han kunne fordreje hovedet på enhver kvinde, og det gjorde
han. Han var balletdanser og grundlagde det
Kongelige Balletkompagni i Frankrig. Om morgenen fik folket lov, gennem en
glasrude at se ham stå op. Til frokost fik han serveret 100 retter. Louis XIV blev gift med Filip IV af Spaniens datter prinsesse Maria
Theresa. Den skumle bagtanke var, at indlemme Spanien under den franske trone.
Efter Maria Theresas død giftede han sig med en af sine talrige
elskerinder. Louis XIV spiste hver dag et halvt pund trøfler, de skulle hjælpe på
potensen, hvad der var ret nødvendigt med de talløse elskerinder. Det siges, at han var en god far for sine mange børn. Louis XIV var Frankrigs rigeste og mægtigste konge, men han var også
arbejdsom, ansvarsbevidst, selvsikker og tørstede efter berømmelse. Ingen skulle være over eller ved siden af kongen. “Staten, det er mig.” Han byggede uhyre pompøst bl.a. Versailles. Og hans stil blev efterlignet af fyrster over hele Europa. Overalt blev resultatet det samme, en tom statskasse og et
bundforarmet land. ”Solkongen” regerede i 72 år den længst regerende
monark i Europas historie. Han døde i 1715 på sit elskede slot Versailles. En af de personer, der har givet inspiration til danske forfattere i
rigt mål, er Marie Grubbe
(1643-1718). Marie Grubbe var en dansk adelsdame datter af Maren Juul og Erik
Grubbe til Tjele. Marie Grubbe blev i 1660 gift
med Ulrik Frederik Gyldenløve, der blev Norges statholder. Men de var
hinanden utro, så ægteskabet blev opløst, og Marie Grubbe blev sendt hjem til
Tjele. Hendes medgift på 12.000 rigsdaler betalte Gyldenløve tilbage, hvad
der var ret usædvanligt. Beløbet svarede i nutidskroner til ca. 1 mio. kr.
Dem soldede Marie op i løbet af et par år på udenlandsrejser sammen med
søsterens mand Stig Høeg. Faren fik hende gift med Palle Dyre til Sindinggaard. Marie var dog stadig ustyrlig og utro. Efter 17 års ægteskab forlod hun Palle Dyre til fordel for den rå og
fordrukne Søren Sørensen Møller, der var kusk og ladefoged på Trinderup, som
også ejedes af Palle Dyre. Marie drog sammen med sin nye kærlighed rundt og optrådte på markeder
i Danmark og i Tyskland, han spillede valdhorn, hun sang og spillede lut. Og hvis ikke den
underholdning var nok til livets ophold, levede de af hendes prostitution. De havnede i Borrehuset et overfartssted på
Falster ved Grønsund. Foruden færgestedet havde de udskænkning
til den lokale befolkning. Søren var ofte fuld og kom lige så ofte i
klammeri, her dræbte han en skipper og fik tre års strafarbejde. Marie Grubbe så ham aldrig mere. Da Ludvig Holberg i 1711 flygtede fra
København på grund af pesten, lejede han sig ind i Borrehuset, her traf han Marie Grubbe som
færgekone. Unægtelig en noget anden Marie Grubbe end
hende Holberg tidligere havde truffet som adelsdame på Tjele. Holberg fik en alvorlig snak med hende,
uden at det dog førte til ændringer i hendes liv. Han skrev senere: ”Epistel over sælsomme
ægteskaber.” H.C. Andersen har også foreviget Marie
Grubbe i: ”Hønsegrethes familie.” Steen Steensen Blicher: ”Brudstykker fra en landsbydegns dagbog” handler
også om Marie Grubbe, der her hedder Sofie. Her fortælles
om Morten Vinge, der i sine unge år tjente på Tjele, han har rejst meget rundt i verden.
Da han kom til Korselitse på Falster, blev han forfærdet, den tidligere for ham så
uopnåelige unge og smukke adelsdatter Sofie var forvandlet til det ukendelige, en lugekone
med rynket ansigt, hullet kyse og pjaltede klæder omkring hendes tykke ildedannede krop. Kun vammelhed betog ham. I.P. Jacobsens hovedværk er: ”Fru Marie Grubbe.” Og Juliane Preisler har skrevet: ”Kysse-Marie” som altså også er Marie
Grubbe. Jo, som du hører, har mange beskæftiget sig
med fænomenet Marie Grubbe. Vi har besøgt det gamle færgested ved
Grønsund, her står kun en beskeden sten med teksten: ”Her lå Borrehuset 1705-1731.
Udgravet 1941.” Det er, hvad man her har ønsket at mindes, ikke et ord om den
fallerede adelsdame. Musik: Det er nu blevet tid til et stykke musik. Denne gang har jeg valgt Danmarks mest berømte komponist fynboen Carl
Nielsen. Du skal høre en af hans mest kendte: ”Tågen letter.” En af danmarkshistoriens største
videnskabsmænd er Ole Christensen
Rømer (1644-1710). Ham kan vi binde mange titler på - fysiker,
astronom, ingeniør, politidirektør og borgmester. Ole Rømer er født 1644 i en borgerfamilie i Aarhus, hvor moren stammede fra, faren
var fra Rømø. Ole Rømer blev student fra Aarhus
Latinskole. Studerede videre på Københavns Universitet,
som elev af videnskabsmand, læge og professor Rasmus Bartholin, hvor han også kom privat.
Ole Rømer blev gift to gange begge gange
med en fra familien Bartholin. Første gang med den 19 år yngre Anne Marie
Bartholin (1663-94), anden gang med den 36 år yngre Else Magdalene Bartholin (1680-1763).
Ingen af parrene fik børn. Ole Rømer blev involveret i at udgive Tycho
Brahes observationsjournaler fra Hven, sammen med astronomen Jean Picard. Ole Rømer studerede naturens faktiske
forhold, som fx en kanonkugles bane, et skibs lasteevne osv. Han arbejdede sammen med Isaac Newton
(1642-1727). Han blev matematiklærer for den franske
kronprins og anlagde Versailles fontæner for ”Solkongen.” Ole Rømer forsøgte at bevise, at Jorden
bevæger sig rundt om Solen. Skønt alle på dette tidspunkt opfattede
Jorden som verdens centrum. Hans største opdagelse skete i 1676, hvor
han målte lysets bevægelse og bestemte dets hastighed, ”lysets tøven” som han kaldte det. Lysets fart er 225.000 km pr. sekund. Ja, du hørte rigtigt 225.000 km pr. sekund. Efter 10 år i Paris blev han kald hjem til
Danmark af Kong Christian V for at blive professor i astronomi ved Københavns Universitet og
direktør på observatoriet i Rundetårn. Han opfandt meridiankredsen og ækvatorialen
til målinger af himmellegemer. Fra 1694 blev han rektor på Københavns
Universitet, et job han selv sagde op, for at blive politidirektør og førsteborgmester i
København. Han indførte nyt mål-, vægt- og
matrikelsystem, der kom med i Christian V’s Danske Lov. Milesten blev opsat langs hærvejene, dvs.
for hver 12.000 alen eller 7,532 km, altså en mil. Mellem milestenene blev der opsat en mindre
sten for kvart-, halv– og trekvart mil. Disse sten blev markeret med henholdsvis
en, to og tre huller. Strækningerne blev opmålt ved hjælp af en
milevogn, en slags trillebør, hvor hjulets rotation med et tandhjul målte den kørte strækning. Måleapparatet kaldes en kodometer. Ole Rømer regulerede hovedstadens
vandforsyninger. Det var ikke helt så enkelt, for dengang
bestod vandledningerne af udhulede træstammer. Han oprettede brandvæsen og vægterkorps,
forbedrede renovationen og indførte olielamper til gadebelysning. Derudover byggede han videnskabelige
instrumenter. Ole Rømer indførte i år 1700 den
gregorianske kalender i Danmark og Norge. For at få kalenderen til at passe hoppede
man den 18. feb. 1700 frem til 1. marts 1700. Med den regulering så var koordineringen på
plads. I den vestlige del af Vestskoven udenfor København fandt man, efter
mange års søgen, i 1978 Ole Rømers Observatorium - Tusculanum. Tæt ved på gården Kroppedal er der indrettet et museum, der fortæller
om Ole Rømer en af vort lands største personligheder, der er kendt langt ud
over Danmarks grænser. Et besøg på museet kan jeg varmt anbefale. På den negative side har Ole Rømer også gjort sig bemærket, han var
meget involveret i datidens slavehandel. Ole Rømer skrev sit testamente kun en uge før sin død i 1710. Den fornemme begravelse foregik fra Vor Frue Kirke i København. Alle Københavns kirkeklokker kimede i flere timer. Hans optegninger og instrumenter blev
ødelagt ved Københavns brand i 1728. Og hans gravmæle blev ødelagt ved Københavns Bombardement i 1807. I Det kgl. Bibliotek står et relief af Ole Rømer udført af H.W.
Bissen. I 1944 blev der udgivet et frimærke med Ole Rømers portræt pålydende
20 øre, som var den tids normale brevporto. Anledningen var 300 året for hans
fødsel. Rømer Satellitten der blev opsendt i 2003, er en efterfølger af
Ørsted I og II. Rømer Satellitten måler 60x60x80 cm, vejer 120 kg, fylder som en
opvaskemaskine og skal sendes op i 40.000 km’s højde og være med til at
udforske rummet. Alle kender vi navnet en stradivarius, men
måske ikke alle kender historien bag. Vi er tilbage i 1600-tallet på et værksted
i Cremona i Italien, her byggede Antonio
Stradivari (1644-1737) violiner, celloer og andre
strengeinstrumenter. Stradivari gik selv ud i skovene, her slog
han på træstammerne for at finde den rigtige klang. Når han fandt det rigtige træ, fældede han
den og lagrede træet. Han brugte ædelgran til dæktræ, hvorimod
der til hals og snegl skulle bruges ahorn og til gribetræet ibenholt. Træet blev behandlet med en speciel lak,
men hvilken var en hemmelighed, som Stradivari tog med sig i graven. Alt er efterfølgende afprøvet fra tis til
rævelort, men ingen har endnu fundet løsningen. Stradivaris modeller anses for at være
nogle af verdens bedste instrumenter, hans teknik er aldrig blevet overgået. Det menes, at der fra Stradivaris værksted
er fremstillet ca. 1100 instrumenter, langt de fleste er violiner, men også celloer og andre
strengeinstrumenter. Ca. halvdelen af instrumenterne er stadig
bevaret og kan frembringe musik af høj kvalitet. Allerede i Stradivaris levetid var
instrumenterne berømte og meget dyre. En ægte stradivarius bliver i dag solgt til
en pris omkring 11 millioner kr. Efter Christian Firtals død i 1648 blev hans søn Frederik III (1609-70) efter nogen tovtrækkeri kronet som Danmarks og Norges
konge. Frederiks ældre bror Prins Christian var
nemlig død kort forinden. Det blev en kostbar kroning, der blev ikke sparet på noget som helst. Der blev købt juveler for 30.000 rigsdaler, diamanter for 25.000
rigsdaler samt kramvarer og vin for 230.000 rigsdaler. I modsætning til faren Christian IV, var
Frederik III sky og boglærd, han studerede bl.a. datidens modevidenskab alkymi, som er
fremstilling af guld ad kemisk vej. Han besad politisk indsigt, fasthed og et
stort menneskekendskab. Frederik III voksede op på Haderslevhus, han blev ærkebisp i Bremen
og statholder i hertugdømmerne. Han blev gift med den meget yngre og kokette Sofie Amalie af
Braunschweig-Lüneburg (død 1685), der blev mor til Christian V. Dronning Sofie Amalie indførte et moderne fransk-spansk inspireret
hofliv med ballet og amatøroptræden af de kongelige, og hun opførte lysthuse
og gårde i Københavns omegn. Men Frederik III dummede sig gevaldigt, for han erklærede 1. juni
1657 Sverige krig, det var meget ubetænksomt, idet den danske hær var svag og uden disciplin
overfor svenskernes professionelle hær. Det blev en skæbnesvanger beslutning. Danmark mistede Skåne, Halland og Blekinge ved Roskildefreden i 1658.
Det var Frederik III, der under stormen på København i 1659 sagde: ”Jeg vil dø i min rede,” et citat der
egentlig stammer fra Jobs Bog i Bibelen. Frederik III tiltog sig magten ved et kup støttet af militæret, han
gjorde tronfølgen arvelig og gennemtvang enevælden på stændermødet i
København: ”Enevælde af Guds nåde”
en teori om, at Gud havde overdraget sin magt direkte til kongen, som derfor
var ufejlbarlig. Gud-konge-fædreland. Enevoldsarveregeringsagten som den rettelig hed, blev et afgørende
skel i danmarkshistorien. Frederik III grundlagde Det kgl. Bibliotek, fastsatte egne privilegier
såsom skattefrihed og næsten monopol på jordbesiddelser, men til gengæld
måtte han acceptere den hidtil strengeste håndfæstning, der var den tids
grundlov. Dårlige priser på landbrugsvarer gav problemer for adelen, der havde
vænnet sig til et stort luksusforbrug. Adelen og kongen måtte derfor låne midler hos storkøbmændene mod
sikkerhed i godserne. Frederik III fik lov at ”dø i sin rede” dvs.
København. Hans valgsprog var: “Herren er
mit forsyn.” Vi er nu nået til år 1650 Jordens
befolkning menes at være
550 millioner og Danmarks befolkning ca. 700.000. Åbningen
fra Vesterhavet til Ringkjøbing Fjord
er ved Havrvig S for Hvide Sande. Barok
(1650-1720) er en stil,
der kom til Danmark fra Frankrig omkring år 1650. Stilen er det modsatte af det naturlige. Stilen er sær, svulstig, forvirret,
uregelmæssig, urimelig og stærkt overdreven. Eksempler kan være et loft malet som en
himmel med skyer og engle. Til middagsbordet blev der fremstillet
uspiselige skueretter for at mætte øjnene. Kransekagens knallert og sukkerkonfirmanden
på toppen er et levn fra den tid. Barokstilen kan bl.a. ses på Versailles og
på Charlottenborg. Musik: Det er igen blevet tid til et stykke musik. Her skal du høre den indsmigrende: ”Somewhere my love.” Du kender den måske bedre fra den fantastiske film: ”Dr. Schiwago.” Danmark har, sin lidenhed til trods,
rangeret som nr. syv på listen over de nationer, der har solgt flest slaver. Ikke nogen særlig rosværdig placering. Det første danske slaveskib hed ”Neldebladet.” Fra 1651
fragtede den slaver fra Guinea eller Guldkysten, det der i dag hedder
Ghana, til Dansk Vestindien. Danskerne blev godt hjulpet af de afrikanske stammekonger, der
grundet stammekrige indfangede medlemmer af konkurrerende stammer og solgte
dem, med afrikanere som mellemhandlere, til forskellige opkøbere. I over 100 år blev der fra mindst 200 danske skibe solgt mellem
50.000 og 100.000 slaver til sukkerplantageejere på Skt. Thomas, Skt. Croix
og Skt. Jan i Vestindien. Slaverne blev lagt i fodlænker og stuvet tæt sammen under dæk. Under transporten døde de i hobetal mange af sorg. Skipperne kalkulerede med, at mindst 15% døde. Slaverne kendte ikke den frygtelige verden, de traf udenfor deres
landsbyer. Den umenneskelige brutalitet de mødte gjorde, at de troede, den vin
søfolkene drak i stort mål, var blod fra slaver, at olivenolie kom af maste
slavekroppe, og at stærk ost var slavehjerner. For de penge slaverne indbragte på Dansk
Vestindiske Øer, købte man sukker, sirup, rom, guld, tobak, elfenben, mahogni, palmeolie,
bomuld og krydderier. Disse varer blev så fragtet til Danmark og
solgt. For pengene købte de våben, krudt, kugler,
bomuldstøj, brændevin m.m., der så blev fragtet til Guldkysten. Her blev varerne bytte hos negerkongerne,
der i mellemtiden havde forsynet sig med en hob af nye indfangede slaver, godt hjulpet af
de våben, krudt og kugler de havde købt fra Danmark. I Danmark blev det fortalt, at slaverne var
vilde og ukristelige dyr. Ja, selv kirken velsignede denne handel,
men det kan vel næppe overraske. Den danske slavehandel var unik, idet alle
slaver blev registreret, for der skulle betales afgift til kongen. Hvorvidt skipperne har snydt med tallene,
vides dog ikke, men det har de formentlig, for alle snød, hvor det kunne lade sig gøre. På grund af disse registreringer har
efterkommere af slaver handlet gennem danske skibe, en lidt større chance for at finde deres
rødder. I Vestindien støder du stadig på danske gadenavne, og sorte der
hedder Hansen og Jensen. Hurtigt fandt man ud af, at danskerne ikke kunne klare klimaet på
Dansk Vestindiske Øer, en stor del af dem døde efter kort tids sygdom. Blandt mange andre var Ole Rømer og Ludvig
Holberg aktive i den danske slavehandel. Det menes, at slavehandlere har lænset
Afrika for et sted mellem 15 og 45 mio. mennesker. Det var kort og godt en stor
eksportforretning. En indbringende forretning for såvel
søfolkene, negerkongerne, staterne som plantageejerne. I 1792 chokerede Kong Christian VII de
store slavehandlernationer, idet Danmark som den første nation i verden forbød slavehandel. Men i praksis var det en ganske anden
historie. Forbuddet skulle først gælde fra 1. jan.
1803, altså 10 år ude i fremtiden. Da forbuddet blev kendt, blomstrede slavehandelen
op som aldrig før, der blev i den grad hamstret. Men der var skumle tanker bag beslutningen.
Kongen formodede, at den usympatiske handel
kunne erstattes ad naturens vej. Derfor blev afgiften på kvindelige slaver
ophævet, med det formål at kolonierne af den grund ville købe flere kvinder, og med deres
hjælp i form af fødsler, blive selvforsynende. I de første 10 år efter forbuddets
offentliggørelse fragtede danske skibe ca. 10.000 slaver fra Guldkysten over Atlanterhavet til Dansk
Vestindiske Øer. Men - trods forbuddet fortsatte
slavehandelen også efter 1803. Det skulle vare mange år, før andre
nationer forbød denne handel. I USA kom forbuddet i 1863, Saudi Arabien
forbød først slavehandelen i 1962 og Mauretanien i 1980. Tænk - det er altså under
30 år siden. I 1653
blev Ringkjøbing Skole oprettet i lejede lokaler. Frem til 1815 havde skolen kun en lærer. Men allerede i 1537 havde Ringkjøbing dog fået sin første skole
nemlig Ringkjøbing Latinskole, der
lå overfor kirken. I 1657
blev Københavns fire byporte
bygget - Vesterport, Nørreport, Østerport og Amagerport. Hver aften blev de låst, og nøglerne
afleveret til opbevaring hos selveste kongen på Amalienborg. Om sommeren blev portene åbnet kl. 4 om morgenen,
men om vinteren først kl. 7. Denne regel havde man helt frem til 1808. Da byportene i 1857 var 200 år gamle blev
de revet ned. Den 1. juni 1657 erklærede Frederik III svenskerne krig. Det blev starten på Karl Gustaf-krigene (1657-1660) Årsagen var, at Sverige omklamrede Danmark,
og Karl X Gustaf var på dette tidspunkt optaget af krig mod Polen. Men det var tåbeligt, for Danmark havde kun
en svag og udisciplineret hær. Så krigserklæringen var kærkommen for den
svenske Kong Karl Gustaf, der længe havde syslet med angrebsplaner mod Danmark, og nu
kunne han med ære forlade Polen: ”For att tala uti Herrens namn med bror
lilla,” som Karl Gustaf
sagde. Svenskernes professionelle hær på 6.000 mand gik omgående til
modangreb fra Holstein, straks løb danskernes 3.000 mand tilbage til den
endnu ikke færdiggjorte Frederiks Odde fæstning i Fredericia. Under to timer tog det svenskerne, at slå de opgivende danskere, der
mistede over 1.000 mand faldne og tilfangetagne. Men svenskerne stoppede ikke her, nej, de tog hele Jylland. Mange af de danske soldater deserterede, andre gik over til
svenskerne. Karl Gustaf fik en uventet og god hjælper, nemlig en usædvanlig hård
vinter, der islagde de danske farvande. Bælternes is kunne bære Karl Gustafs 12.000 tropper og ryttere, så
han sagde til Frederik III: “Nu, bror Frederik, skal vi tales ved på godt svensk?” Svenskernes indsats hører til historiens mest dristige krige, deres
tunge hær på 12.000 tropper og ryttere gik på 14 dage fra 30. jan. til 13. feb.
1658 over syv isbelagte farvande. Ruten gik fra Hejls i Jylland, til øen Brandsø, herfra til Tybrind på
Vestfyn, tværs over Fyn til Svendborg, over Svendborg Sund til Tåsinge,
herfra over isen til Langeland og fra marken ved Longelse ud over Langelandsbæltets
15 km is, hvor land og hav gik i et, det skete 6. feb. 1658 om aftenen for
ikke at blive set. Den 7. feb. gik de i land ved Grimstedgård på Lolland,
byen der i dag hedder Frederiksdal, videre gik det over Hjelms Rende til
Falster. Herfra over Storstrømmen til Vordingborg på Sjælland. Med på turen var Corfitz Ulfeldt, en af vore egne, der på dette
tidspunkt var gået med svenskerne. Selv om det var den hårdeste vinter i mands minde, gik der en del
ryttere med heste gennem isen og forsvandt. Alt i alt havde svenskerne mistet en del af sin 12.000 mands store
styrke, isen brød op bag dem, så det gjaldt kun at komme fremad, de var
sårbare. Det fortælles, at der grundet de tunge heste flere steder stod to fod
vand over isen, soldaterne var rædselsslagne, men den angst opdagede
danskerne ikke. Danskerne forstod ikke at udnytte den mulighed, der var opstået med
svenskernes angst, for danskerne var selv panikslagne og blokeret af angst. Overalt hvor den svenske hær nåede frem, skjulte de deres angst og
viste et påtaget mod, der spredte rædsel mellem danskerne. Det gjaldt også Frederik III’s store hær, selv om de stod så langt
væk som ved København, også de tabte helt modet. Frederik III lod sig overrumple gik alt for let ind på svenskernes
betingelser ved Roskildefreden i 1658. Bemærkelsesværdig var det, at svenskernes forhandlingsleder netop var
Corfitz Ulfeldt. Danmark blev lemlæstet, vi mistede Skåne, Halland, Blekinge, Hven og
Bornholm samt Bohus og Trondheims Len i Norge. Områder der dengang var lige så danske som Jylland, Fyn og Sjælland. Svenskerne krævede, det skulle være gratis for svenske skibe at sejle
gennem Øresund, Danmark skulle give Corfitz Ulfeldt fuld oprejsning, og
svenskerne betingede sig ret til, at deres tropper skulle opholde sig i
Danmark endnu i tre måneder frem til 2. maj 1658 - vel at mærke på kost og
logi. Karl Gustaf havde for evigt skrevet sit navn ikke blot i isen, men i
den dramatiske europæiske krigshistorie. Faktisk havde Karl Gustaf spillet uansvarligt højt spil - det rene
galmandsværk, men heldet var med Karl Gustaf. Europa så gerne, at begge bredder af Øresund ikke var ejet af en og
samme nation. Danmark blev udsultet, med efterfølgende hungersnød og epidemier der
reducerede befolkningen med en femtedel. I Danmark fik Karl X Gustafs øgenavnet “æderen.” Alle os, der har en vis alder, husker
sikkert “Gjøngehøvdingen.” Helten i Carit Etlers spændende og mest
berømte roman om Svend Poulsen Gjønge, der kæmpede med sine ”snaphaner,” og overlistede svenskerne flere gange i Karl
Gustaf-krigene specielt i egnen omkring Præstø. Det var en af de talrige krige, Danmark har
haft med Sverige, som vi nu kalder vort broderland. ”Snaphaner” var navnet for de dansksindede i Skåne, da
vi i 1658 tabte landsdelen samt Halland og Blekinge til Sverige, efter at de
i 800 år havde været en del af Danmark. Det var faktisk 1/3 af det danske rige, vi tabte, men ikke nok med
det, det var også den fedeste landbrugsjord. Vi havde mistet vores førerposition i Norden. Men de danske spor blev stående i landskabet fx 300 landsbykirker. Set med danske øjne var snaphanerne
frihedskæmpere, men de svenske øjne anså dem, forståeligt nok, for terrorister. Krigen var ubarmhjertig med snigskytere,
henrettelser, voldtægter og tusindvis af flygtninge. Den største del af Skåne ville gerne høre
under Danmarks vinger igen, hvor der var en større frihed. Men efterhånden som den udmarvende krig
fortsatte, ønskede menigmand først og fremmest fred, uanset om det blev under Sverige
eller Danmark, for begge hærene var udsultede og nødsaget til at plyndre, hvor de kom frem,
blot for at skaffe føden. Snaphaner, der blev fanget af svenskerne, fik en grum død. Alle tænkelige former for tortur blev udvist, fx blev tungen blev
revet af. Den groveste tortur var “spetsning,”
en tilspidset træpæl blev jaget op gennem endetarmen, tarme, mellemgulv og ud
oppe ved nakkehvirvlen. Så blev pælen rejst ved en vejkant til skræk og advarsel for alle. Det fortælles, at der kunne gå op mod en uge, inden snaphanen døde. Heldigere var de snaphaner, der blot blev klynget op i et egetræ ved
en vejkant. “Gjøngehøvdingen” blev belønnet af Frederik III med
Lundbygaard V for Præstø. Han måtte dog afhænde gården i 1673 grundet
økonomiske vanskeligheder. Roskildefreden i 1658 fik mange konsekvenser. Danmark var blevet amputeret til en miniputstat. Frederik III mistede sin garde af Gønger fra de skånske landskaber Men han havde behov for beskyttelse af den kongelige familie og sine
slotte dels her under svenskekrigene, men også i den urolige tid omkring
enevældens indførelse. Derfor oprettede han i 1658
Kongens Livregiment med kaserne på Rosenborg i København. Den Kongelige Livgarde har deltaget i alle Danmarks krige og flere
gange været udlånt til fremmede tjenester. Livgarden har sit eget musikkorps, der regnes for et af verdens
bedste militærorkestre, de spiller ved hoffets tafler og er ofte på turne. Der er stiftet garderforeninger rundt i hele landet. De første kvinder blev ansat i Livgarden i 1975. I 2008 fejrede Livgarden 350 års jubilæum. I den anledning udgav
postvæsenet to frimærker henholdsvis med gallauniform og kampuniform. Enevoldsarveregeringsagten, et meget krøllet
og fantastisk ord. Men det er faktisk det rigtige ord, når vi
nævner Enevælden (1660-1849 ). Enevælden blev vedtaget på et stændermøde i
København i 1660. På stændermødet var der stor uenighed
mellem borgere og adel. Uenigheden blev udnyttet af Kong Frederik
III, der ved et kup støttet af militæret, overtog den totale, uindskrænkede magt og
arveretten: ”Enevælde af Guds nåde”
en teori om, at Gud havde overdraget sin magt direkte til
kongen, som derfor var ufejlbarlig. Gud-konge-fædreland. Korruption, intriger og skamløs logren for
magthaverne havde hørt til tidens billeder. Adelen havde hidtil siddet på såvel penge
som magt, idet deres status berettede, at de sad i Rigsrådet, der valgte kongen, og forlangte
hans håndfæstning, som var den tids grundlov. Adelen gav sig selv privilegier, i form af
skattefrihed og næsten monopol på at eje større jordbesiddelser og len. Dermed beherskede adelen eksporten af korn
og stude. De havde også, som de eneste, adgang til de
højere civile og militære job. Efter Enevælden standsede adelens
økonomiske ekspansion, for landbrugspriserne faldt. Det store overforbrug af luksus, som adelen
havde vænnet sig til, tvang dem til at optage store lån, de måtte se deres position
truet. Ikke nok med at de mistede deres
privilegier og monopoler, mange af deres godser blev sat på salgslisten for at indfri adelens store
gæld. Betingelserne for at eje jord og gods blev
pludselig ændret, før var titlen det væsentligste, nu blev kapitalen det væsentligste, og det har
den været siden. Tidligere havde adelstitlen udelukket været
knyttet til fødslen, men nu kunne kongen tildele titler som greve, baron og friherre. Borgerskabet fik nu bedre
avancementsmuligheder, hvor tidligere kun adelen kunne komme i betragtning. Fra Enevældens indførelse i 1660 til 1720
faldt den gamle adels jordbesiddelser fra 96% til 35%. Også kongen blev ramt, han måtte optage lån
hos københavnske storkøbmænd mod at udstede sikkerhedsbeviser i krongodset. Men det var kongen, der alene sad med den
politiske magt. Afslutning: Du har også i dette radioforedrag hørt om
forskellige store og små begivenheder, der primært hører hjemme i 1600 –
tallet. I næste udsendelse vil jeg fortælle om Robinson
Crusoe, Versailles, Det Kongelige Bibliotek, Schackenborg Slot i Møgeltønder, Charlottenborg
i København og sikkert
meget mere, for historien er næsten uudtømmelig. Og tænk - vi er, skønt enkelte afstikkere,
stadig i 1600-tallet. På genhør næste uge i radioen - samme kanal, samme dag, samme tid. Mit navn er Frede Lauritsen Afsluttende musik:
Giuseppe Verdi: La Traviata |
|
|