|
Radioforedrag ”Mine Tidsbilleder” Udsendelse nr. 18 - udsendt søndag 8. nov. 2009 kl. 9:15 Fra 1626 - 1639 Giuseppe Verdi: La Traviata Med musik fra Verdis La Traviata ønsker jeg
lytterne velkommen til en rejse over flere udsendelser gennem "Mine Tidsbilleder." Dagens rejse tager en lille times tid og er nr.
18 i rækken Mit navn er Frede
Lauritsen Giuseppe Verdi: La Traviata I sidste radioforedrag hørte du bl.a. om: Rembrandt – Regensen -
Pappenheim – Børsen - Trankebar i Indien Jens Bangs Stenhus i
Aalborg og Peterskirken i Rom. I dag starter jeg med verdens ældste mand gennem
tiderne Christian Jacobsen Drakenberg (1626-1772), det siger i hvert
fald historiebøgerne. Men det kræver to ting, for det første at vi ser
bort fra 1. Mosebogs Metusalem, der blev 969 år, men på Metusalems tid var et år formentlig ikke
længere end en nuværende måned. Og for det andet må vi tro på Drakenberg selv, der, som den eventyrer han
var, havde stor hang til
overdrivelser. Drakenberg hævdede, at han var født i 1626 i Norge, hvor hans far Jacob Drakenberg var kaptajn. Men der findes ingen dokumentation herfor, så
der hersker en vis tvivl, om påstanden er sandfærdig. Men ifald det er korrekt, skulle han altså være
blevet 145 år gammel. Men et er sikkert, han var berømt i sin egen samtid. Drakenbergs liv som sømand begyndte som 13-årig. Her oplevede han ganske meget, deltog som underofficer i marinen under tre danske konger i krigene mod Sverige. Imellem krigene
beskæftigede han sig med koffardifart, hvor han overlevede et skibsforlis. Han blev fanget af
algierske sørøvere, og havnede som slave i 15 år på Cypern, i Aleppo og i
Tripolis. Da han endelig
undslap, tog han tilbage til Danmark og gik endnu engang med i en krig mod
Sverige - Den Store Nordiske Krig. Drakenberg stoppede sine eventyr på havet som 96-årig og fik pension af kongen. Han bosatte sig i
København og på herregårde i Jylland - Ørslev Kloster, Allinggaard,
Engelsholm, Bygholm og Aakjær. Heller ikke dengang
troede alle på hans høje alder, så han drog til sit fødesogn i Norge og
vendte tilbage med en udskrift af kirkebogen. I en alder af 111
år giftede han sig med en skipperenke. Hun døde desværre
før ham, så i en alder af 132 år var han igen på frierfødder, denne gang dog uden
succes. Drakenberg flyttede til Aarhus, her indlogerede han sig hos Karens Jensdatter i
Fiskergade. Christian Jacobsen Drakenberg døde i Aarhus 9. okt. 1772, hvad der er indskrevet i kirkebogen for Aarhus Domkirke. Og det er ganske
vist. I Domkirken lå hans lig til skue i Laurids
Ebbesens Kapel frem til 1840. Så han har forhåbentlig været balsameret. Men da Dronning Caroline Amalie besøgte domkirken, forlangte hun, at han
blev begravet i kirkens krypt. Ved en restaurering for nylig af Århus Domkirke lykkedes det dog ikke at
finde resterne hverken af Drakenberg eller hans kiste. Oplysningen om Drakenbergs død er den mest troværdige af de herværende
oplysninger, men tør vi tro på alle de andet? Njjaaee? En af Danmarks største
søhelte er Niels Juel (1629-1697).
Hans forældre var Sophie
Sehested og rigsråd Erik Juel. På grund af
Trediveårskrigen sendte Erik Juel sin kone til Norge, så hun kunne føde i
sikkerhed. Så Niels Juel er
altså også født i Norge, såvel som andre hæderkronede danskere som Drakenberg
og Holberg. Niels Juel læste på
Sorø Akademi. Herefter blev han
uddannet i den Hollandske Flåde, som den første danske søofficer. Så blev han kaptajn,
året efter admiral og Holmens chef. Niels Juel deltog i Karl Gustav-krigene og fik ansvar for søværnet
under Københavns Belejring i 1659. I Den skånske Krig
erobrede Niels Juel Gotland, her hilste befolkningen ham som en befrier. Sammen med den
hollandske admiral Martin Tromp sejrede Niels Juel og den
dansk-norsk-hollandske flåde over svenskerne i Østersøen. Dermed blev Skåne
atter dansk. Svenskerne gik til
modangreb ved Lund, det udviklede sig til Nordens største slag, hvor begge
hære hævdede, de havde sejret. Men kun døden havde
sejret, for 8.000 soldater måtte lade livet under dette slag. Mens admiral Tromp sejlede
til Holland efter forstærkning, angreb svenskerne den danske flåde mellem
Stevns og Falsterbo. Her viste Niels
Juel sine taktiske evner. Fra sit skib “Christianus Quintus,” der havde 567
mand og 84 kanoner, ledede han den dansk-norske flåde bestående af 16 orlogsskibe,
11 fregatter, 5 galeoner, 2 brandere og tusindvis af kampklare mænd. De slog svenskerne,
der talmæssig var overlegne. Svenskerne havde nemlig
25 orlogsskibe, 11 fregatter, 12 galeoner og 6 brandere. Brandere - det er
der vist ikke mange, der i dag ved, hvad er for en størrelse. En brander er et
skib fyldt med brændbart materiale eller sprængstof, som antændes, hvorefter
skibet ubemandet sættes i drift mod den fjendtlige flåde. Ejendommeligt nok
kaldes dette slag i historien for:
”Søslaget i Køge Bugt,” skønt skibene aldrig kom ind i bugten. Dagen efter det
store slag dukkede den hollandske flåde op, og igen måtte svenskerne se sig
slået. Beretningerne fortæller, at svenskerne led store tab. Efter slaget blev
Niels Juel udnævnt til generaladmiralløjtnant og i 1678 til flådechef. Prisepengene der
tilkom Niels Juel for de erobrede svenske skibe, havde kongen ikke, i stedet
fik Niels Juel overdraget Valdemars Slot på Tåsinge. Slottets historie
hører du lidt senere om. Niels Juel var en
elsket og højt respekteret hædersmand. Og det selv om han
drev et omfattende smugleri, men det var dengang ganske accepteret. Han anlagde
fæstningen på Christiansø og udbyggede navigationsskolen. For sine mange
præstationer blev Niels Juel udnævnt til ridder af Elefantordenen. Niels Juel blev
gift med den 12 år yngre Margrethe Ulfeldt i Holmens Kirke. Parret fik fire
børn. En del år ejede de også Sæbygaard Slot. Niels Juel døde i 1697 i
København. Han blev bisat fra
Holmens Kirke, men den historie fortalte jeg om under kirkens historie i
sidste radioforedrag. Også at der udenfor
Holmens Kirke står en statue af Niels Juel, en statue der skal minde os om en
af vort lands store sønner, der gjorde Danmark til datidens store sønation. Niels Juels navn
lever videre i 23 danske byer, der har hædret søhelten ved at opkalde en gade
med hans navn. Valdemars Slot (1639-1643), der altså
fra 1678 var ejet af Niels Juel, er
også bygget af Christian Firtal til hans søn Valdemar Christian. Men Valdemar Christian
kom aldrig til at bo på sit slot, for under Svenskekrigene blev 100 svenske ryttere og
deres heste indkvarteret her, med det resultat at slottet blev delvis
ødelagt. Valdemars Slot er Danmarks største privatejede slot, større end kongens
eget slot Rosenborg, og hele slotsanlægget
er fredet. Slotskirken, der
stadig benyttes, blev indviet af Thomas Kingo. I midten af
1700-tallet hørte hele Tåsinge under Valdemars Slot. For Niels Juel, der var en driftig mand, havde
opkøbt øens 155 gårde. Slottet blev i 1985 åbnet for publikum som Danmarks største Slots- og Herregårdsmuseum. Med 21 møblerede sale og gemakker, fyldt med historiske antikviteter, giver det den besøgende store muligheder for at snuse til datidens historie. I sidebygningerne ses Danmarks Museum for Lystsejlere en lækkerbisken for sejlsportsinteresserede. Her fortælles bl.a. om Poul Elvstrøm, der som dreng trænede i hængeteknik i sin mors vaskekælder. Der vises både, der har sejlet Jorden rundt, og der ses flere kongechalupper. På loftetagen er
der indrettet et meget imponerende Jagt- og Trofæmuseum, med en fantastisk
stor og flot udstilling af udstoppede dyr. Her ses også et væld af medaljer
modtaget af forskellige storvildtjægere for nedlagt vildt. Her findes også Danmarks
Legetøjsmuseum, et sandt eldorado for børn, og beklageligvis må det erkendes,
at vi andre genkender adskilligt fra vores egen barndom - tankevækkende. I kælderen under slotskirken findes en restauration med det slotsrigtige navn - Den Grå Dame. Restaurationen har åbent året rundt og det er også muligt at overnatte på slottet. Trods tidligere
store økonomiske problemer er Valdemars Slot stadig i Niels Juel familiens eje. Det er nu 10. generation, der er
ved roret lensbaron Niels Iuel-Brockdorff og fru Molise. Familiens navn blev
ændret under Anden Verdenskrig fra J-u-e-l til I-u-e-l, fordi et
familiemedlem havde lidt rigelig sympati for fjenden mod syd. Af Valdemars Slots
8.500 m2 bruger familien kun 3-400 m2. For under hundred
år siden havde slottet et hushold på 15 personer, i dag har godsejerne en au
pair-pige og en rengøringshjælp fire gange om ugen. Ja, sådan skifter
tiderne. Valdemars Slot er så
absolut en udflugt værd, et meget fint, velplejet og spændende museum, der
årligt besøges af 60.000 turister. Musik: Det er nu blevet tid til et stykke musik. I dag har jeg valgt Anne Linnet. Du skal høre ”Tabt mit hjerte.” (nr. 3) Den danske
sprogforsker og folkemindesamler Peder
Pedersen Syv (1631-1702) blev født
i 1631 som fæstebondesøn i Kirke
Syv ved Roskilde. Han blev student,
senere teolog og blev ansat ved Vor Frue Kirke Skole i København. Han blev rektor i
Næstved, hvor han mødte Birgitte Gøye og lånte bøger i hendes bibliotek. Han blev sognepræst
i Hellested på Stevns. Peder Syvs
interesse rakte vidt, han studerede filosofi, runeskrift, fauna og flora. Og på det litterære
plan samarbejdede han med Arni Magnusson og Erik Pontoppidan. Peder Syv boede
sine sidste år i Boderne i Næstved, som kaldes for Danmarks første
rækkehusbebyggelse. Boderne modtog i
1985 den eftertragtede Europa Nostra Award for hensynsfuld restaurering. Peder Syv samlede
ca. 15.000 ordsprog, leveregler, mundhæld og danske viser. Han har derudover
skrevet flere bøger om det danske sprog og den første danske bog om dansk
grammatik. Blandt mange
tankevækkende ting har Peder Syv sagt: “Store
ord og fed flæsk sidder ikke fast i halsen,” og det er netop herfra, vi
har det meget brugte udtryk: “valgflæsk.”
I årene fra 1631
blev Nyboder opført på Østerbro i
København. Også her naturligvis af Christian Firtal. De oprindelige 20 længer havde 600 lejligheder
hver af 20 m2. Senere blev der bygget flere huse nogle med to
etager. De blev brugt som fribolig for flådens mandskab.
Samtlige bygninger er i dag fredet, nogle af dem
er indrettet som Nyboder Mindestuer. Et af verdens berømteste, flotteste og mest
beundrede bygningsværker er Taj Mahal i
Indien. Et marmorgravmæle bygget af stormogul Shah Jahan
(1592-1666) i 1632 over hans anden
kone og yndlingshustru Mumtaz Mahal. Det har taget 20.000 arbejdere 22 år at bygge
dette pragtpalads, derfor er der 22 kupler på bygningen, der er markeret af fire 41,6 m høje
minareter. Søjlerne hælder svagt væk fra bygningen, så de i tilfælde af jordskælv ikke
falder ind i bygningen og ødelægger den. Trods det massive materiale i hvidt marmor
udstråler bygningen lethed. Marmoret er fragtet fra det vestlige Indien, det
blev transporteret de 300 km af 1000 elefanter. Og nu kommer vi til det helt fantastiske, som vi
ved selvsyn har set på en tur til Indien i 2001. I marmoret er der udhugget adskillige tusinde
relieffer, hvori der er indlagt halvædelstene. Det er et helt fantastisk, overdådigt og
uforklarligt smukt kunstværk. Ikke underligt at Taj Mahal årligt besøges af
næsten 3 mio. gæster, og at Taj Mahal er optaget på Unescos World Heritage List “verdens kulturarv.” Det er i selskab med 730 kulturskatte i hele
verden bl.a. Den Kinesiske Mur, Egyptens Pyramider, Akropolis, Roskilde Domkirke,
Kronborg og Jellingstenene. Shah Jahans første
og tredje kone må nøjes med at ligge begravet i udkanten af området, de har
også hver deres bygning. Men sammenlignet
med Taj Mahal syner de ikke meget. De meget kendte og berømte Oberammergau-passionsskuespil opførtes for første gang i 1634 i byen Oberammergau i Bayern ved foden af
Alperne. Baggrunden for festspillene skal findes midt
under Trediveårskrigen, hvor pesten hærgede. Her slog indbyggerne i Oberammergau en handel af
med Vor Herre. De lovede, at de hvert tiende år ville spille et
stykket om: “Vor Herre Jesu Kristi
lidelse, død og genopstandelse.”
Med undtagelse af 1870, hvor der var krig mellem
Tyskland og Frankrig, og 1940 hvor Anden Verdenskrig rasede, så har de holdt ord. Oberammergau er en by på 5.300 indbyggere, en meget
stor del af dem, dvs. over 2.000, er aktive i den store opgave, som passionsspillene
er. Alene orkestret har 100 medlemmer. Aldersspredningen er fra 6-93 år. Men ikke alle kan godkendes i det store omfattende
spil, visse betingelser skal være opfyldt, enten skal man være født i Oberammergau eller
boet der i mindst 20 år. Skuespillet varer fem timer og opføres 108 gange
gennem en sæson. Teatret har 4.700 overdækkede siddepladser, men
scenen er under åben himmel. Oberammergau-passionsskuespil har normalt
omkring ½ mio. gæster på en sæson. I landsbyen Slangerup på Sjælland blev der i 1634 født en lille dreng, der fik
navnet Thomas Hansen
Kingo (1634-1703). Navnet Hansen det hører vi aldrig, men det har
han, fordi faren hed Hans, han var væver og havde skotske rødder. Thomas Kingo blev student fra Fredensborg
Latinskole, fortsatte med teologistudiet på Københavns Universitet, imens han boede på
Regensen. Han fik job som huslærer på Frederiksborg Slot i
Hillerød, på godset Vedbygaard på Vestsjælland, var kapellan i Kirke Helsinge og
Drøsselbjerg, blev sognepræst i sin fødeby Slangerup og avancerede til biskop over Fyns
Stift med bopæl i Odense og blev udnævnt til professor i teologi. Som ung gjorde Thomas Kingo en purung pige fra
Slangerup gravid, for den ”forseelse”
fik han en korporlig afstraffelse. Derudover nåede han at blive gift tre gange. Hans første kone Sille Blackenborg døde året
efter brylluppet. Efter sognepræstens død i Kirke Helsinge blev
Kingo kapellan her. Men der fulgte en betingelse med, nemlig at han
giftede sig med den tidligere præsts enke, selv om hun var 13 år ældre end ham. Denne fremgangsmåde var dengang ganske normal. Enken skulle jo forsørges, så det var en praktisk
løsning. Da hun døde, blev den nu 60-årige Kingo gift for
tredje gang med den 30-årige lægedatter Birgitte Balslev (f.1665), som medgift havde hun
Fraugdegaard. I sine unge dage skrev Kingo mange digtsamlinger
kærlighedsdigte, fædrelandsdigte og salmer, han blev datidens mest berømte lyriker. Kingo mente, det jordiske liv var trivielt,
noget der skulle overstås for at gå ind til evigheden og lykken - udtrykt som: ”Ked af verden, kær
af himlen.” Han brugte modsætningerne i sine salmer som fx
sorg overfor glæde, nåde overfor synd, godt overfor ondt og lykke overfor ulykke. Kingo var tilhænger af enevælden, han betragtede
kongen som et mellemled mellem Gud og mennesket. Kong Christian V bad Kingo udgive en ny salmebog
og til den digte nye salmer. Samtidig blev Kingo lovet eneret på trykning og
salg af salmebøgerne. Men da salmebogen blev udgivet, viste det sig,
at over halvdelen af salmerne havde Kingo selv skrevet. Det skabte megen kritik med forskellige
begrundelser: Intriger ved hoffet, kritik af salmerne de var kunstfærdige, for moderne, for barokke og
for kropslige. Sikkert har misundelse også spillet en væsentlig
rolle, fordi han havde taget for mange af sine egne salmer med i salmebogen. Efter al den kritik besluttede kongen at
tilbagekalde salmebogen. Dermed blev Kingos forventede indtægt til en
økonomisk fiasko med tusinder af usælgelige salmebøger. Vi skal flere år frem, så udkom: “Den Forordnede Ny Kirke Psalme-Bog”
eller i mere daglig tale
“Kingos salmebog.” Den blev trykt på Kingos eget trykkeri i Odense
og indført i alle kirker i Danmark, Norge og Færøerne, og denne gang blev salmebogen en
betydelig indtægtskilde for Kingo. Den indeholdt 300 salmer, hvoraf 85 var skrevet
af Kingo. Vores nuværende salmebog har 82 salmer af Kingo,
bedst kendt er: ”Tak for al din fødsels
glæde” og ”Nu
rinder solen op af østerlide.” Thomas Kingo plagedes sine sidste leveår af en
alvorlig hudsygdom, han døde i Odense og ligger i en overdådig sarkofag i Fraugde Kirke. I Odense og Slangerup erindrer mindesmærker om
ham. Men hans største minde er dog salmerne, der
stadig synges overalt i de nordiske lande. Musik: Nu trænger min stemme bestemt til en lille
pause. Derfor skal du igen lytte til Anne Linnet, der her synger ”Forårsdag.” (nr. 5) En af de kendteste navne i danmarkshistorien er Griffenfeld. Ham hørte du en del om i Radioforedrag nr. 8,
hvor jeg fortalte om Vær Kirke, og hvorfor Griffenfeld i sin kiste netop var havnet her. Så her kommer sikkert en del gentagelser, men
det er en interessant historie, så du klarer det nok. Griffenfeld blev født i 1635, men da var hans navn Peter Schumacher. Navnet Griffenfeld kom senere. Forældrene havde en vinhandel i København, og
faren stammede fra Tyskland derfor navnet Schumacher. Peter var en meget begavet dreng, han blev
student allerede som 12-årig. Vidunderbarnet blev indskrevet på Københavns Universitetet
til sprog, teologi og medicin. Herefter studerede han flere år i udlandet. I 1662 vendte Peter tilbage til Danmark. Her blev han Frederik III’s bibliotekar og
arkivar. Han avancerede til kongens kammersekretær og
skrev udkastet til enevældens grundlov. Den vi kalder Kongeloven. Han blev oversekretær i Danske Kancelli, det der
svarer til nutidens indenrigsministerium. Han blev medlem af Kommercekollegiet og
Højesteret. Frederik III sagde til sin søn Christian V: ”Gør en stor mand af ham, men gør det
langsomt.” Men måske gik det
alligevel for stærkt? Peder Schumacher
blev adlet i 1671, først da fik han navnet Griffenfeld, og blev landets
egentlige leder med udnævnelse til rigskansler samt greve af Samsø. Griffenfeld samlede
sig en enorm formue, til slægtninge og venner solgte han givtige stillinger, det
man kalder nepotisme, og korruption var ham heller ikke fremmed. For formuen på 23.000
rigsdaler købte han Samsø sammen med øens 339 bøndergårde. Og så blev han
noget så fornemt som Ridder af Elefantordenen. Griffenfeld havde
mange elskerinder, hans foretrukne var Magdalene Gersdorff, og hun var netop
fra Samsø, så det var jo ganske praktisk. Men Danmarks
begavede og indflydelsesrige rigskansler faldt i unåde hos kongen og
regeringen, de var uenige om landets udenrigspolitik, Griffenfeld ville nærme
sig Frankrig og undgå krig mod Sverige. Det harmonerede
ikke med Christian V’s ønsker, og da Griffenfeld forsøgte at føre politik bag
om kongens ryg, blev han anklaget for landsforræderi og fængslet i Kastellet
i København. En
kommissionsdomstol, der udelukkende bestod af Griffenfelds rivaler, fradømte
ham ære, liv og gods for landsforræderi, majestætsfornærmelse, salg af
embeder og bestikkelse. Landsforræderiet blev aldrig bevist, og majestætsfornærmelsen
bestod i et simpelt notat i hans kalender: ”Kongen svarede gesandten som et barn,” men nepotisme og
bestikkelse måtte han erkende. Griffenfeld knælede
på skafottet klar til at aflevere sit hoved til bødlen, så kom der en
benådning fra kongen, straffen blev ændret til livsvarigt fængsel: “Denne nåde er hårdere end døden,” var Griffenfelds kommentar. De første fire år
sad han på Kastellet, så blev han flyttet til Munkholm i Trondheim Fjord,
hvor han sad i 18 år. Efter disse 22 år i
fangenskab blev Griffenfeld delvis løsladt, han fik lov at bo i Trondheim By,
men hans livsmod var knækket, og han døde året efter og blev bisat i
Trondheim uden nogen kirkelig ceremoni. Og så nærmer vi os
igen Vær Kirke ved Horsens. Griffenfelds
datter, Charlotte Amalie Kragh, var gift med Frederik Kragh til
Stensballegaard ved Horsens, hun holdt meget af sin far og forsøgte at få ham
begravet i Danmark, men hendes anmodning blev afvist. Men så tog hun den
dramatiske beslutning at smugle farens lig fra Trondheim i Norge til
Stensballegaard. Det lykkedes, og senere fik hun faren begravet i krypten
under Vær Kirke, der hørte under Stensballegaard Gods. Da blæsten omkring
Griffenfeld år senere havde lagt sig, kom kisten op fra kirkens krypt og sat
ind i Kraghs Kapel i Vær Kirke. Griffenfeld havde
faktisk tidligere bygget sit eget kapel i Helligåndskirken på Strøget i
København, men det var før, han faldt i unåde, historien ville det
anderledes. Griffenfelds unge
hustru Cathrine Nansen stod i Helligåndskirken, men er nu flyttet til Kraghs
Kapel i Vær Kirke, hvor de så kan hygge sig med hinanden. Ja, der var nok en
del gentagelser, men det er en interessant og uhyre dramatisk historie. Nytårsdag 1638
blev der født en dreng, der fik navnet Niels
Stensen (1638-1686). Han voksede op hos sin mor og stedfar Johan
Stichmand, der var guldsmed. Niels Stensen opnåede mange titler i sin
tilværelse - videnskabsmand, teolog, anatom, naturforsker, doktor og geolog. Men i levende live blev han ikke værdsat som
fortjent. Han ændrede sit navn til det latinske Nicolaus
Steno, et snobberi der dengang var højeste mode og derfor ganske almindeligt. Men i de fleste historiebøger hedder han dog
stadig Niels Stensen, og det vil jeg da også kalde ham i fortællingen her. Niels Stensen studerede naturvidenskab på
Københavns Universitet, hvor han senere i livet underviste i anatomi. Under svenskekrigene 1656-60 gjorde han
militærtjeneste. Han var på de Københavnske volde, da svenskernes
11. feb. 1659 stormede København. På studieophold i Amsterdam gjorde Niels Stensen
flere opdagelser - tårekanalens opbygning, ørespytkirtlens udførselsgange,
hjernens anatomi, livmoderens funktioner og han påviste, at hjertet er en muskel. Niels Stensen studerede fossiler i Frankrig og
Italien, her påviste han, at forstenede hajtænder var rester af for længst uddøde dyr. Disse opdagelser passede meget dårligt med datidens
kristne antagelser, nemlig at Jorden var uforanderlig og under 6.000 år gammel. Niels Stensen kom ind i en religiøs krise, og tvivlede
på Bibelens skabelsesberetning. Han konverterede til katolicismen, blev
præsteviet som katolsk pater og blev året efter biskop. Han var en glad og vellidt person, der har boet
i Hannover, Münster, Hamburg og sidst i Schwerin i Mecklenburg, hvor han døde i stor
fattigdom og ligger begravet i Nicolaus Stenonis Kapel i Firenze. Niels Stensen blev
i 1988 kåret af Pave Johannes Paul II som helgen under en festmesse i
Peterskirken i overværelse af 1000 mennesker. I
universitetsparken i Aarhus findes Steno Museet. Her kan du gå på en
meget interessant opdagelse indenfor astronomi, forskellige tidsmaskiner,
medicin og lægevidenskab, og du kan opleve stjernehimlen i et planetarium. Og i urtehaven kan du
studere 400 forskellige urter. Et besøg i Steno
Museet vil du bestemt ikke fortryde. I anledning af
300-året for udgivelse af Niels Stensens hovedværk: ”Om faste legemer” udgav Det danske Postvæsen i 1969 et frimærke pålydende
1 kr. med hans portræt. Her får du en sentens af Niels
Stensen: ”Skønne er de ting, vi ser, skønnere er
de, vi forstår, men langt de skønneste er de, som vi ikke fatter.” Den 20. juli 1639 skete der en betydelig ting i det sønderjyske. Kniplerske Kristine Svendsdatter i Gallehus ved
Møgeltønder snublede over en træstub, troede hun, men det var ikke en træstub, nej,
det var et guldhorn. Guldhornet var fra begyndelsen af germansk
jernalder dvs. 400-800 evt. Det vejede 3,2 kg, var 75,8 cm langt og hornets munding
havde en diameter på 10,4 cm. Kristine Svendsdatter skrev et brev til Kong
Christian IV, der sendte hende et skørt som findeløn – jo, jo. Christian IV skænkede hornet til sin søn Prins
Christian, der brugte det som drikkehorn. Der skulle gå 95 år (1734), så fandt husmand Erik Lassen også et guldhorn, også det
skete i Gallehus på samme mark endda. Guldhornet manglede et stykke, og kaldtes derfor
det lille guldhorn, men har oprindelig været det største. Begge guldhorn havde påloddede dekorationer af
menneske-, dyre- og fabelfigurer. På det lille horn var der ydermere en runeskrift:
“Jeg, Lægæst af Holt, gjorde hornet.”
Det er Danmarks ældste kunstnersignatur. Erik Lassen afleverede det korte horn til greven
på Schackenborg, der afleverede hornet til kongen, der nu var Christian VI. Via greven
modtog Erik Lassen 200 rigsdaler fra kongen som belønning, men beklageligvis for Erik Lassen
døde han tre uger efter fundet. Så gik der 68 år, og i 1802, blev begge guldhornene stjålet fra Kunstkammeret i
København. Der blev udlovet en dusør på 1.000 rigsdaler og
fuld anonymitet for at angive tyven. Tyven blev opdaget af guldsmedelavets oldermand,
Andreas Holm. Det viste sig at være en forgældet, men dygtig
guldsmed og urmager Niels Heidenrich, der tidligere havde været på gale veje. Men inden han blev pågrebet, havde han desværre
omsmeltet de uvurderlige horn i sit køkken. Mærkværdigvis passede Niels Heidenrichs
stuenøgle til kunstkammeret, han lod nøglen sidde i døren, for at mistanken ikke skulle kastes på
Kunstkammerets personale. Dommen faldt, og Heidenrich blev sat i tugthuset
til 1840. Fire år senere døde han. Muligvis er en lille rest af guldhornsguldet
bevaret i et par øreringe, som Heidenreich forærede sin nabo. Disse øreringe findes i dag på
museet i Ringe på Fyn. Guldhornene blev berømte, måske ikke mindst på
grund af tyveriet og det at vi tabte dem. Tyveriet inspirerede Adam Oehlenschläger til
hans udødelige digt “Guldhornene”: De
higer og søger i gamle Bøger. I oplukte Høie Med speidende Øie, Paa Sværd og Skiolde I muldne Volde, Paa Runestene Blandt smuldnede Bene. Oldtids Bedrifter - - - Stop, stop Frede - - - vi skal videre - - - Sjovt er det at tænke på, at Oehlenschläger faktisk
boede få husnumre fra det sted, hvor Heidenreich boede, og hvor altså guldhornene i al
hemmelighed blev omsmeltet i hans køkken. I 1976
bekostede Simon Spies fremstillingen af en ny konstruktion af guldhornene til
Nationalmuseet, og så lavede han lige en kopi
til sig selv. Nationalmuseets kopier blev i 2007 udstillet i
Kongernes Jelling. Herfra blev også de stjålet, men heldigvis igen
fundet. I 1639 ansatte Christian Firtal en Skorstensfejer. Det er første gang,
der fortælles om ansættelse af en skorstensfejer I Danmark. Hanne og jeg tager hvert år en
cykelferie i Danmark på en uges tid. I 2006 gjaldt det Sydfyn og Det Fynske Øhav. Også Thurø fik på denne tur vort besøg. Det gjorde også Trefoldighedskirken på Thurø. På våbenhusets gavl
står kirkens fødselsattest: F.E.M.S. 1639,
årstallet siger sig selv, men bogstaverne F.E.M.S. står for Fru Ellen Marsvin.
Og hvem er så denne
Fru Ellen Marsvin, ja, hun er ikke en fru hvem som helst, hun var nemlig
Christian IV’s meget rige og meget myndige svigermor, der ejede hele Thurø,
og det var hende, der byggede kirken. Nej, du kan ikke bevæge
dig meget rundt i 1600-tallets Danmark, uden også at ramle ind i ham Christian
Firtal. Navnet Trefoldighed
har kirken efter kongens skib ”Trefoldighed,”
der var med i Trediveårskrigen. Det var på ”Trefoldighed,” Christian IV mistede sit
højre øje og nogle tænder. Kirkens øverste
stolerækker er udført som fornemt billedskærerkunst, det gælder også et trækrucifiks
og en imponerende altertavle med mange enkeltheder fra dramaet på Golgatha. Der hænger to
kirkeskibe i kirken, de skal markere øens tætte relationer til havet. Kirkegården på
Thurø hører til blandt Danmarks allersmukkeste kirkegårde. Her hviler flere
kendte digtere Valdemar Rørdam (1872-1946), Karin Michaëlis (1872-1950) og
Tom Kristensen (1893-1974). Afslutning: Du har nu hørt om forskellige store og små begivenheder i 1600 - tallet I næste udsendelse vil jeg fortælle om skomagerkonen Maren
Spliid fra Ribe - fysikkens grundlægger Sir Isaac Newton Louis XIV - Marie
Grubbe - Ole Rømer - Stradivarius - Slavehandel Ringkjøbing Skole - Københavns fire Byporte - “Gjøngehøvdingen” Jo, der er masser af fortællinger, og vi er stadig i
1600-tallet På genhør næste uge
i radioen - samme kanal, samme dag, samme tid. Mit navn er Frede Lauritsen Afsluttende musik:
Giuseppe Verdi: La Traviata |
|
|
|
|