|
Radioforedrag ”Mine Tidsbilleder” Udsendelse nr. 13 - udsendt søndag 20. sept. 2009 kl.
9:15 Fra 1400 – og 1500-tallet Giuseppe Verdi: La Traviata Med musik fra Verdis La Traviata ønsker jeg
lytterne velkommen til en rejse over flere udsendelser gennem "Mine Tidsbilleder." Dagens rejse tager en lille times tid og er nr.
13 i rækken Mit navn er Frede
Lauritsen Giuseppe Verdi: La Traviata I 1481 blev kongeparret Dorothea og Christian I’s søn Hans (1455-1513) valgt til konge i Danmark og et par år senere i Norge. I Sverige regerede Sten Sture. Men i 1497 rykkede Kong Hans med en hær på 10-15.000 mand mod Kalmar. Herfra sejlede han med flåden til Stockholm, der var belejret af Sten Sture. Skønt en bondehær rykkede frem for at komme Sten Sture til undsætning, opgav han belejringen og flygtede. I to store slag blev bondehæren og Sten Sture slået, og Kong Hans blev derefter kronet i Stockholm. Kong Hans var klogere end sin far, Christian I, mere energisk, en bedre politiker og iflg. herværende
maleriske beskrivelse en flot fyr: ”Passelig høy og fireskut Mand, med et
bredt og tyk
Liv og Bryst, trindlagt i Ansigtet oc velbeskikket Legeme.” Ja, et herligt billedsprog. Kong Hans blev gift i 1478 med Christine (1461-1521) af Sachsen, de fik fem børn, en af dem blev Christian II. Christine var elsket af folket for sin godhed, fromhed og blidhed, men hun var også både modig og viljestærk. Kong Hans havde også en dejlig elskerinde med det ”romantiske” navn Edele Jernskæg. Ja, er det ikke et vidunderligt navn. Kong Hans stadfæstede den københavnske magistrats ret til at kræve et pund peber af enhver udenlandsk kræmmer, der nedsatte sig i den danske hovedstad. Det er herfra vi har ordet “pebersvend.” Kræmmerne havde nemlig pligt til at leve ugifte, og benævnelsen “pebersvend” fik de, når vedkommende var i giftefærdig alder. Bogtrykkunsten blev indført under Kong Hans, den udnyttede han til politisk propaganda. Han forbød danske studenter at rejse til udenlandske universiteter, før de havde studeret mindst tre år på Københavns Universitet. Hans havde en 16 år yngre bror, Frederik, det var ham, der blev Kong Frederik I. Disse to brødre havde evindelige kævlerier om pengesager. Men de blev dog enige om, at undertvinge den gamle bonderepublik Ditmarsken i den vestlige del af Holsten. Med en fuldt udrustet dansk hær, tæt på 15.000 adelige riddere og professionelle tyske landsknægte, angreb de i feb. år 1500 ditmarskernes primitive udrustede bondehær. Men under fremrykningen på den smalle og mudrede digevej, med de dybe grøfter til siderne, kom den tunge rytterhær og de tyske lejesoldater i stor knibe. De fandt vejen spærret af 500 ditmarskbønder, der samtidig åbnede for sluserne med det resultat, at langt den største del af den danske hær druknede. Med nød og næppe undslap både Hertug Frederik og Kong Hans, men de led et ydmygende og forsmædeligt nederlag, hvor deres prestige fik et meget alvorligt knæk: ”En hær på 15.000 mand blev banket af en flok bønder på 500 mand.” Nederlaget i Ditmarsken gav svenskerne mod på at løsrive sig fra Danmark, og i 1501 modtog Kong Hans et opsigelsesbrev fra de svenske stormænd. Dronning Christine blev spærret inde på Stockholm Slot af Sten Sture, hvor hun med omkring 1.000 mand forsvarede sig mod svenskernes stormløb på slottet. Efter syv måneders belejring forlod dronningen og de tilbageværende 70 mand slottet under løfte om, at de måtte vende tilbage til Danmark. Tre dage senere ankom Kong Hans og rigshovmester Poul Laxmand med en stor flåde til skærgården, men det var beklageligvis tre dage for sent. Da dannebrog ikke længere vajede over Stockholm Slot, og svenskerne truede med at mishandle dronning Christine, valgte Hans at vende tilbage til Danmark. Trods de svenske løfter blev Dronning Christine stadig holdt som fange, først i 1503 blev hun frigivet. Det lykkedes aldrig Kong Hans at generobre Sverige. I 1509 blev der i København sluttet fred mellem Sverige og Danmark. I de efterfølgende år var Kong Hans præget af bitterhed og et formørket sind, og ikke som flere kilder hævder af sindssyge og syfilis. Som en følge af krigen mod Lübeck i de sidste år af kongens regeringsperiode, byggede han i 1509 Europas første flådeværft på Slotø i Nakskov Fjord, det var med krigsskibe på tegnebrættet. Kong Hans døde, hvor han også var født, på Aalborghus Slot. Det hørte du om i mit ottende foredrag, om dengang der i 1105 blev bygget en bro S for Skjern over Skjern Å for at lette den betydelige studedrift sydover. Men da det er en lokal og interessant begivenhed i danmarkshistorien, gentages en del af denne historie her. Broen over Skjern Å blev i 1513 passeret af Kong Hans og hans følge på vej fra Ribe til Aalborg Slot. Men broen var i så dårlig en forfatning, at kongens hest snublede, kongen faldt af hesten og havnede i åens kolde vand. Gennemvåd og syg blev han bragt til Skjern Brogaard, hvor Skjern Papirfabrik ligger i dag, og plejet her nogle dage. Men Kong Hans havde ikke tålmodighed, så før han var blevet rask, fortsatte han til Aalborg. Men det var nok for tidligt, for han kom sig aldrig over strabadserne og døde i den følgende måned på Aalborghus Slot, formentlig af lungebetændelse. På uheldsstedet ved Skjern Å kan du se en
mindesten, den fortæller om Kong Hans uheldige ridt. Den lokale befolkning er dog ikke helt enig om,
præcist hvor uheldet skete, men det skyldes formentlig, at åens løb i landskabet har ændret
sig gennem de nu snart 500 år. Kong Hans blev efterfulgt af sin søn Kong
Christian II, der befalede, at der skulle opkræves bropenge, disse skulle bruges til vedligeholdelse
af broen. På prislisten fra 1515 kan du se bropengeafgifterne:
1 vogn 1 skilling 4 stk. kvæg eller får med
lam 1 skilling 6 svin 1 skilling 1 hest eller en fodgænger 1
hvid Kong Hans fik 32 dramatiske år som konge, ikke et eneste af årene oplevede han fred og ro. Han blev gravlagt i Gråbrødrenes Kirke i Odense, men i 1804 flyttet til krypten i St. Knuds Kirke, Odense Domkirke sammen med sin dronning Christine og sønnerne Prins Frands og Christian II. Ja, skønt Kong Hans var både dygtig og begavet,
havde han mange nedture i sit liv. Musik: Efter al den Kong Hans snak er det nu tid til et
stykke musik. Til denne udsendelse har jeg valgt det herlige
drengekor Die Wiener Sängerknaben, for dem vil du høre mere om sidst i denne udsendelse. Her hører du det herlige drengekor i Johann
Strauss den Yngres: “An der schönen blauen Donau.” (plade 87815) En af religionens store personligheder er den
tyske reformator Martin Luther
(1483-1546). Han blev født 1483 i Eisleben V for Leipzig, som søn af Margarete og
minearbejder Hans Luder. Det var et fromt, men fattigt ægtepar. Trods fattigdommen blev det muligt for Martin at
studere jura, som faren ønskede. I 1505 blev Martin på vej gennem en skov slået
til jorden af et lyn, han svor, at han ville gå i kloster, hvis han overlevede. Martin overlevede, han gik i kloster i Erfurt,
og verdenshistorien blev dermed en anden. Efter priorens
bestemmelse blev Martin Luther ordineret som præst i Wittenberg landets
åndelige Mekka, der dengang kaldtes for - Den hellige Stad. Her gennemførte han
det teologiske studium samtidig med, at han underviste i filosofi og tog en
doktorgrad i teologi. På døren til
Schlosskirche i Wittenberg sømmede Martin Luther i 1517 sine 95 teser op. En markedsføring
der aldrig siden er overgået. Disse 95 påstande
var startskuddet til Reformationen, et skarpt angreb på den katolske kirke og
pavens afladshandel, der havde udviklet sig til et rent kræmmermarked: ”Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud
af Skærsilden springer.” Her kunne enhver få
læst messe for sine kære - i al evighed hed det, - for en god betaling
naturligvis. Men evigheden
sluttede 30. okt. 1536, for da gjorde Reformationen nemlig ende på 400 års
katolicisme i Danmark. Den danske kirkes
totale ejendom, og vi snakker her om enorme værdier, overgik fra denne dato
til staten, hvis indtægt med et slag blev fordoblet. I kirkerne blev der
opsat bænke, tidligere havde man nemlig stået op under gudstjenesten. Selve
gudstjenesten blev længere, og det blev påbudt, at præsten skulle holde
gudstjenesten på dansk, hidtil havde latin været gudstjenestens sprog. Martin Luthers
tanke med de 95 teser var at fremkalde en teologisk debat og reformere den
katolske kirke, det var slet ikke hans mening at bryde med katolicismen. Men det blev en
bitter strid, - denne opkomling skulle ikke ustraffet sige paven imod. Martin Luther fik
en bandbulle i Worms af Pave Leo, dvs. at han blev stemplet som kætter, lyst
i band, erklæret fredløs og blev udelukket fra at deltage i det kirkelige
liv. Den opkomling
skulle paven nok holde nede - troede han. Men nej, - Martin
Luther brændte demonstrativt bandbullen på et offentligt bål på torvet i
Wittenberg. Derved viste han,
at han ikke længere anerkendte pavens autoritet. Det gik ikke stille
af, men skete under stormende jubel fra en stor menneskeforsamling, - folket
var med ham. Det var her, Martin
Luther udtalte de kendte ord: ”Her står jeg, jeg kan ikke andet. Gud hjælpe
mig, amen.” På rigsdagen i
Worms blev den fredløse Martin Luther bortført af sin ven kurfyrste Frederik
den Vise af Sachsen, han førte den unge augustinermunk til frivilligt
fangenskab på sit slot Wartburg. Martin Luther havde
nemlig tilladt sig at sige til den tyske kejser, at kirkens lærdom var falsk,
hvis den ikke kunne bevises i Bibelen. I Wartburg fik
kurfyrsten Martin Luther til at oversætte det ny testamente fra græsk til
forståeligt tysk. Det gjorde han på
kun 11 uger, står der i beskrivelsen, så han har sikkert haft mange hjælpere.
Martin Luther skrev:
“Luthers lille katekismus” for
folket og ”Luthers store katekismus,”
der var beregnet til brug for præster. Han skrev også
mange salmer: “Vor Gud han er så fast
en borg,” menes at være verdens mest udbredte salme. Reformationens
vugge stod i Lutherstadt Wittenberg, som byen blev kaldt i folkemunde, men
det blev Nürnberg, der i 1525 som den første indførte Reformationen, i
Danmark skete det som før nævnt først i 1536. Men det var ikke
alle lutheranere, der optrådte med kristen næstekærlighed. De fordrev munke og
katolikker, sågar visse steder med økser, og krævede katolikkernes værdier
udleveret, - under dække af som man sagde, til de fattige og til
hospitalerne. Men ham munken
Martin var også lidt af en bulderbasse. Klosterlivet som
munk og at leve i cølibat var for trist for den livsglade Martin Luther, han
ville ikke vende ryggen til verden. Hvo ikke elsker kvinder, vin og
sang, han bliver en tåbe livet lang. Luther kunne
mageligt sætte to liter vin til livs under en god middag. Ikke mindst derfor
blev han en meget korpulent herre med dobbelthage. Martin Luther blev,
skønt han var munk, gift med den tidligere nonne Katharina von Bora. Hun mistede
sin mor som femårig, og faren anbragte hende på et kloster. Katharina var
særdeles flittig, initiativrig og meget velbegavet. Men klosterlivet
var heller ikke noget for Katharina, sammen med elleve andre flygtede hun fra
klostret. Det fortælles, at
flugten var arrangeret af Luther, så måske har munken haft skumle planer -
hvem ved. For det blev nemlig
Martin Luther og hans hjælpers opgave at få de elleve piger afsat til
giftermål. Og måske har
Katharina været involveret i planerne, for hun nægtede at indgå ægteskab med
nogen af de foreslåede personer. Derimod tillod hun
sig den uhørte frihed at sige: ”Hvis Martin Luther eller hans hjælper bliver
foreslået, vil jeg sige ja.” Det gav resultat,
Katharina von Bora og Martin Luther blev gift i 1525. “I ved, hvad der er sket med mig,” skrev Martin Luther i indbydelsen til deres
bryllup. “Jeg er blevet flettet ind i min piges
fletninger. Jeg håber, at alle engle vil le og alle djævle græde over dette
bryllup.” Om det var englene
der lo, og djævlene der græd eller omvendt, tør jeg ikke gisne om, men
brylluppet var intet mindre end en international katolsk skandale, tænk
engang en munk på 42 år gifter sig med en nonne på 26 år - uha - uha! Parret bosatte sig
i Wittenbergs tidligere augustinerkloster. Energibundtet
Katharina styrede husholdningen med dygtig og myndig hånd for sin mand,
parrets fem børn, flere andre familiemedlemmer og elleve plejebørn, som de
tog til sig. Derudover gik Katharina ind i svineavl og ølbryggeri. Grundet hendes
mange initiativer, beslutsomhed og hendes mandige kraft kaldte Martin Luther
hende drillende for ”Herr Kathe” en
selvbestaltet martyr. Martin Luther led i
sine sidste år af nyresten, gigt og søvnbesvær. Ikke helt
overraskende døde den korpulente herre 62 år gammel i 1546 af et hjerteslag i
sin fødeby Eisleben. Han ligger begravet
i Schlosskirche i Wittenberg, først her faldt der ro over ”Bulderbassen.” Ja, det var en lang snak om den særdeles
farverige person - Martin Luther. Musik: Du skal nu igen høre det berømte drengekor Die Wiener
Sängerknaben Her hører du det herlige drengekor i
folkesangen: “Muss i Denn.” (plade
87815) “På
Tave bondes ager ved Birkende by, der gik en lille plovdreng og sang under
sky.” Den plovdreng der sang på marken ved Birkende på
Fyn hed Hans, faren hed Tave, men han var slet ikke bonde, som der står i sangen,
nej, han var smed, så hvorfor han “pløjed
Tave bondes
ager,” har jeg ikke kunnet
finde ud af. Men formentlig må det tilskrives B.S. Ingemanns
forfatterfrihed. Den Hans, jeg snakker om, er Hans Tausen (1494-1561), han blev
Johannitermunk i Antvorskov Kloster ved Slagelse. Derefter
studerede han på Wittenberg Universitet, og her blev han lutheraner. Men da Danmark jo stadig
var et katolsk land, kom Hans Tausen gang på gang i besværligheder pga. sin lutheranske lære. Han blev præst i Viborg, men her kom han i
fængsel på grund af sin tro. Men Hans Tausen var aggressiv, han prædikede ud
gennem gitteret i fængslets kældervindue. Han blev også præst ved Nikolaj Kirke i
København. Alle kunne forstå Hans Tausen, det var egentligt
ikke så underligt, for han prædikede på dansk, hvor alle andre prædikede på latin. Men netop derfor kom han i strid med biskop
Rønnow, der kaldte Hans Tausen for en kætter. Hans Tausen oversatte Mosebøgerne til dansk, og
han blev professor ved Københavns Universitet. Ved Reformationen 1536 var Hans Tausen Danmarks mest centrale skikkelse. Hans Tausen blev biskop ved Ribe Domkirke, her
kan du se en statue af ham udenfor kirken og hans gravsten ved opgangen til tårnet.
I Birkende Kirke på
Fyn er der ophængt en mindeplade med teksten: “Fra Plov til Bispestol han kaldte Herrens Aand. Sit Fædreland han
løfte af Pavekirkens Baand.” V for Birkende
Kirke findes Hans Tausens mindelund. Og så er vi kommet til det østrigske drengekor Die Wiener Sängerknaben. Det er formentlig verdens bedst kendte
drengekor. Koret blev stiftet 1498 i Wien. Oprindelig var koret knyttet til det kejserlige
kapel i Hofburg, hvor koret stadig
synger. Drengene går på kostskole, hvor de har sang som deres hovedfag. Die Wiener
Sängerknaben har en meget høj
standard og et repertoire af seriøs musik. Hanne og jeg har haft fornøjelsen af at høre dem
i Musikvereins smukke koncertsal i Wien, det var en stor oplevelse, at høre de smukke
drengestemmer. Koret er ofte på turne i store dele af verden. Grundet den store efterspørgsel efter korets
koncerter består koret i virkeligheden af fire kor hver af 25 drenge i alderen 9-14 år. Omkring år 1500 talte hele Jordens befolkning
omkring 500 millioner mennesker. Altså ½ mia., hvor
vi i dag er 6½ mia. mennesker. Danmark havde i år
1500 ca. 700.000 indbyggere, langt de fleste af dem var bønder. København
havde 10.000 indbyggere, altså ikke meget større end Ringkjøbing er i dag. I Odense og Aalborg
boede der ca. 2.000 indbyggere. Til gengæld var der
i år 1500 ca. 1.000 bryggerier i Danmark. Dvs. at der var et
bryggeri for hver 700 mennesker. Det var en tid,
hvor storkøbmænd udlånte penge til kongen og adelen. Og i kirken kunne der købes aflad for de synder,
man havde begået. Ja, man kunne sågar købe aflad for de synder,
man havde til hensigt at begå. Kirken gav gladelig en messer for at frelse en
hvilken som helst falleret sjæl, hvis blot beløbet var stort nok. Det var ikke særligt charmerende, og gav i hvert
fald ikke mange point til religionen. Efter samme princip betalte kirken for den jord,
de fik testamenteret. Kirken ejede 1/3 af al jordegods i Danmark,
adelen 1/3 og kongen 1/3. I 1509 blev Henrik VIII (1491-1547)
kronet som Englands konge. I sine unge dage
var han en dygtig atlet. Hans store
interesse var musik, han komponerede og skrev tekster. Men vi kender ham
bedst for hans mange koner, seks blev det til i alt, to af dem skaffede han
selv af vejen, med begrundelsen utroskab. Hans første kone
var Catherine af Aragonien (1485-1536), de blev skilt efter 24 års ægteskab,
fordi hun ikke kunne skaffe ham en mandlig tronarving. Hans anden kone
Anne Boleyn (1507-36) var hans tidligere hofdame, hun fik en datter, den
senere Elizabeth I, men kun en søn talte, derfor blev hun anklaget for
utroskab og fik hovedet hugget af. Jane Seymour
(1509-37) var Henriks tredje forsøg, hun døde i barselseng efter at have født
en søn den senere Edward VI. Den tyske prinsesse
Anna af Cleve (22/9 1515-57) blev hans fjerde kone. Henrik havde kun set
hende på et maleri, da han underskrev en ægteskabsoverenskomst, men maleriet
svarede dårligt til virkeligheden, mente Henrik, der kaldte hende ”en tysk malkeko.” De blev skilt samme
år, som de var blevet gift. Catherine Howard
(1521-42) var Henriks femte kone, også hun måtte aflevere hovedet. Men Henriks sidste
kone Catherine Parr (1512-48) “snød”
og overlevede Henrik. Paven ville ikke
anerkende de mange skilsmisser, derfor rev Henrik VIII England løs fra den katolske kirke, og dannede den anglikanske kirke. Han inddrog det kirkelige gods
under kronen og udnævnte sig selv til kirkens overhoved. Så var han fri for at spørge paven om tilladelse til skilsmisser. I 1510 blev lommeuret opfundet.
Ansvaret ligger hos den kreative tysker Peter Henlein (1480-1542). I 1513 kom ananas for første gang til
Europa, og i 1519 var det kakaoen, vi europæere
kunne opleve for første gang. Herregården
Odden ligger ved landsbyen
Mygdal i Vendsyssel NØ for Hjørring. Den er opført midt i 1500-tallet som en af landets ældste herresæder. Det hævdes, at Odden for mange år siden var det
nordligst beboede sted i Jylland. Herregården har været ejet af Kirsten og Victor
Petersen, de havde æren af at være forældre til “Jydebrødrene,”
der senere købte godset. Senere igen er godset overdraget til en fond. Min kone Hanne har kendt Victor Petersen fra sin
tid i bankverdenen, og vi har oplevet den hyggelige Victor Petersen som fortæller,
rundviser og kaffeskænker på herregården. Victor Petersen har haft mange kasketter,
handelsmand, journalist, redaktør, hvor han som modstandsmand fremstillede “Frit Danmark” med det resultat, at han under Anden Verdenskrig måtte flygte til Sverige. Hans kodenavn som modstandsmand var ”Victor
Fidus.” Som redaktør var det ”Ribe Stiftstidende,”
der havde fornøjelsen af hans virke. Han havde et udpræget handelstalent, og
etablerede sideløbende med redaktørjobbet en virksomhed, med køb og salg af grafiske
maskiner. Victor Petersen var også en stor kunstsamler.
Hans samling består af 1.304 skitser, tegninger og forstudier af Jens Ferdinand Willumsen
(1863-4/4 1958), en del af dem er i dag overført til Willumsen Museet i Frederikssund. Den kreative
Victor Petersen fik den geniale ide, at en dag om året skulle egnens “fæstebønder,” og ordet fæstebønder skal bestemt ses i anførselstegn, skulle komme og tage et nap med
malerpensel, kalkkost eller anden form for værktøj for at hjælpe til med vedligeholdelse af
Herregården Odden. Alle “fæstebønder”
blev efterfølgende inviteret på gule ærter, flæsk og medisterpølse. Det fortælles, at festen var meget populær og nærmest
en folkefest, undertiden var der samlet over 700 “fæstebønder.” Uden at jeg her vil kommentere “Jydebrødrenes” handelsmoral, som jeg har en mindre personlig erfaring med, skal
det klart indrømmes, at hvad kreativitet angår, så står sønnerne bestemt ikke tilbage for
forældrene. Afslutning: Du har nu
hørt om Martin Luther, Hans Tausen og Henrik VIII, der havde for vane at
kappe hovedet af
sine mange koner. Du har stiftet bekendtskab med Wiener Sängerknaben og lyttet
til det
fantastiske korsang. Og du har hørt om Herregården Oddens tilknytning til “Jydebrødrene.” I næste udsendelse vil jeg fortælle om Kong
Christian II, om hollænderfamilierne der blev kaldt til Store Magleby på
Amager, for at opdyrke grøntsager til københavnerne. Dermed fik vi faktisk en
indvandrerlandsby. Vi besøger storbyen Rom, hvor Peterskirken blev
brugt som hestestald. Du hører om kartoflernes indtog i Europa om Grevens Fejde, om Kong Christian III, om dengang vi
fandt Galapagosøerne om Reformationen der kom til Danmark om Danmarks første
apotek om Ringkjøbing
Latinskole om Tyge
Brahe Det bliver
ingen undtagelse, vi kommer vidt omkring herhjemme og ude i den store verden. På genhør næste uge
i radioen - samme kanal, samme dag, samme tid. Mit navn er Frede Lauritsen Afsluttende musik:
Giuseppe Verdi: La Traviata |
|
|
|
|